Udgivelsesreception for Rejsens farver



Tusind tak til dem af jer, der var med til udgivelsesreception for REJSENS FARVER af Poul Lynggard Damgaard på Sorte René lørdag d. 28/11 2020. Nåede man ikke at være med til receptionen, kan bogen forudbestilles signeret her på siden.


REJSENS FARVER
 
er en drømmende og surrealistisk digtsamling, der med et megalomanisk eller omnipotent digterjeg vender op og ned på, hvad der er virkeligt og muligt. Inde og ude flyder sammen, størrelsesforhold bliver ophævet og metaforer virkeliggøres. Det er en kaotisk og uigennemskuelig verden, hvor kærlighed og samhørighed, samt naturens skønhed synes at være de eneste holdepunkter.

Solen er min skulder der ligger under for verden. // Jeg møder gerne op som dit fravær. Månen er min // skulder der dukker op skinnende som silke i mine // ord der efterlades på græsset ved dig.

Digtene viser solsystemets nervebaner bag øjenlåg, fører læseren med ud i den dybeste skov og gennem buskene til duets indre begyndelsesbogstav.

Ingen // af mine venner gror så langsomt // som du op ad muren // i en farve // der følger med.

Digtsamlingen indeholder Damgaards egne abstrakte stregtegninger.

Poul Lynggaard Damgaard (f. 1977) har 5 digtsamlinger bag sig og har desuden medvirket på adskillige digterantologier. Damgaard er østjyde og bor i Århus. Han er vokset op i Odder og har arbejdet som skolelærer på både Tunø og Samsø.

Denne udgivelse er trykt og produceret på genbrugspapir hos trykkeriet Ecograf.

Læs mere om REJSENS FARVER
eller forudbestil den her.